TEMA-citater:
- ”Tillid er fundamentet for at være i bevægelse og udvikling,” Camilla Lund, jordemoder, yogalærer og lydterapeut.
- Af og til har selv den stærkeste person brug for en hånd og et knus og en tro på, at alting nok skal gå.
- Sande venner er dem, som løfter dig op, når ingen andre har bemærket, at du er faldet.
- When you see something/beautiful in someone, tell them./It may take seconds to say, but
for them, it could last a lifetime.
- If someone stays by your/side through your worst/times, they’re the ones who/deserve to be with you/through your best times.
- ”Pludselig står alle mine forfædre bag mig. Vær stille, siger de. Se og lyt. Du er resultatet af tusinders kærlighed.” Fra serien: Mine bedsteforældres krig (BBC) Afsnit 4, Helena Bonham.
I weekenden den 4. og 5. marts kunne man smugkigge sin Årsopgørelse. Officielt var det ellers først mandag den 6., som tillod et kig. Men søndag eftermiddag havde hele 2,5 millioner af de ialt 4,8 millioner danskere, der får en årsopgørelse, tjekket deres skattetal på Skat.dk. Når vi så samtidig lægger oveni, at over 500.000 aldrig tjekker deres årsopgørelse, så er der virkeligt mange, der har været med på et smugkig.
Hvordan ser det så ud med danskernes tillid til skat og ”Det offentlige Danmark” generelt.
Ja, på trods af, at flere trælse og beløbsmæssigt store skattesager har fyldt i medierne de seneste år, så er vi faktisk verdensmestre i tillid til det offentlige. Det viser undersøgelser. Gert Tinggaard Svendsen, som er professor i offentlig politik ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, giver i et interview i Information et bud på, hvad den store tillid skyldes. Han siger:
”I Danmark er der en kæmpe tillid til institutionerne, og hovedårsagen er uden tvivl fraværet af korruption. Når vi betaler skat i Danmark, oplever vi at få noget igen for vores penge – social sikkerhed, veje, broer, biblioteker, sundhed og skoler – og vi mener ikke, at de offentligt ansatte eller staten som sådan forvalter vores penge forkert. Og den sociale tillid har været stødt stigende siden 1980.”
Ovennævnte professor har også været med til at lave en undersøgelse, som viser, at danskerne generelt er verdens mest tillidsfulde folk. Undersøgelsen omfatter 86 lande. I alle landene er den sociale tillid blevet målt som den procentdel af befolkningen, der svarer ja, når de bliver spurgt, om de mener, man kan stole på de fleste andre mennesker?
Resultatet er slående. Danskerne er verdens mest tillidsfulde folk: Mere end tre ud af fire (78 procent) stoler på de fleste andre mennesker. Undersøgelsen viser for øvrigt, at de fire nordiske velfærdsstater (Danmark, Norge, Sverige og Finland) skiller sig ud i toppen med mere social tillid end alle de øvrige lande. Derfor er det vel heller ikke en overraskelse, at en rapport fra Nordisk Ministerråd fra 2017, som undersøger tilliden i Norden, bærer titlen: Tillid – Det nordiske guld.
Brasilien, Filippinerne, Costa Rica og Uganda lige lavest med en score på under ti procent. I det lavest rangerende land – Brasilien – stoler kun ’en ud af 20 på de fleste andre mennesker.
Tillid er forventning
I ”Den Danske Ordbog” bliver tillid defineret ved: En stærk følelse af, at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget.
Ovennævnte professor, Gert Tinggaard Svendsen, udtrykker det på følgende måde:
”Nøgleordet i tillid er forventning. At man lever op til det, man har lovet. Et ord er et ord. Der er nogle uskrevne spilleregler eller normer i et samfund, og det er dem, man lever op til, når man lever op til en forventning.”
På græsk og oldnordisk er ordet for (til)lid det samme som (til)tro.
Kernen i begrebet er altså en følelse af at kunne stole på andre. At andre er pålidelige.
Så opbygningen af en stærk tillid må nødvendigvis – som første trin - bygge på, at børn møder mennesker, de kan stole på. Mennesker, der viser dem ubetinget tillid, og som de kan spejle sig i og kopiere.
Her for ikke så længe siden var jeg på besøg i Århus hos min datter og svigersøn og børnebørn. To drenge på hhv. 1 og 3 år. Heldigvis kom jeg en dag, hvor de skulle til gymnastik, og sammen med min datter fik jeg æren af at være medhjælpende morfar. Og i den position møder man i den grad børnene i situationer, hvor de har en tro på, at de kan stole på ’en.
Konceptet i ovennævnte gymnastiktime, var den, at de voksne hjalp hinanden med at stille en redskabsbane op inden gymnastikken startede. Her må jeg indrømme, at jeg faktisk havde glemt, hvor tung en skummadras reelt er. Og med en stor overvægt af mødre, kunne jeg mærke et forventningspres henimod, at ”morfar” tog den ene ende - ALENE. Der var rigtig meget ansigt at tabe lige der. Så jeg strammede alt, hvad der endnu kan strammes, og lykkedes med at få bugseret min ende af monstret op på den række af redskaber, som ville gøre madrassen til slidlaget på en lille bakke.
Morfar som sikkerhedsnet
Den blev virkelig et hit for børnene at kravle op ad og hoppe ned fra. Så pyt med, at morfar stadig døjer lidt med sin iskias efter at have spillet stærk mand😊
Med banen på plads kunne timen starte. Vi - børnene og de voksne - samledes først i rundkreds for lige at hilse på hinanden og for at synge og bevæge os til et par sange. Det glædede mig at opdage, at jeg stadig kan lave en habil elefantsnabel, selvom jeg kunne se, at nogle af Århus-mødrene kom til at tænke på Mads Langers: ”An elephant in a porcelain shop.” Jeg kunne også stadig pege på både hoved, skuldre, knæ og tå og øjne, ører, næse, mund. Så det var en god start!!
Herfra begyndte tillidsøvelserne. Det er fantastisk at opleve, hvordan en etårig kan kravle op på en skumting for så bare at sætte af i tillid til, at der står en mor eller en morfar og tager imod, så han ikke slår sig. Samme scenarie oplevede jeg på air tracken, hvor der også blev både hoppet ned af ting og henad måtten i sikker forvisning om, at mor eller morfar var sikkerhedsnettet.
Det er for øvrigt en dårlig kombination med en ældre, lettere stivbenet herre og en air track. Den er svær at bevæge sig i, hvis ikke man har lyst til eller kan hoppe. Men med to børnebørn, som skal ”reddes”, gør man jo alligevel et forsøg. Jeg fik fornemmelsen af, at flere af de unge mødre blev bekræftet i det med porcelænsbutikken. Heldigvis tager en air track blidt imod!
Tillidsøvelserne var også et issue for ”den store.” Her var tilliden blot flyttet lidt op i højden. Fx føromtalte station med skummadrassen, som jo immervæk havde en højde på omkring halvanden meter - De lidt større børn begav sig bare i rask trav op ad slisken og kastede sig frygtløse ud over kanten, hvor en madras og en voksen i fællesskab gjorde oplevelsen til en fornøjelse.
Tillidsøvelserne havde også en blødere side. Fx blev det forventet, at jeg – når den mindste kom ud gennem kravletunnelen – stod og sagde: BØHHH for enden. En lillefinger var også brugbar, når han skulle balancere på forskellige måder.
Vi skal bades i tillid
Eksemplet er blot en dråbe i det store hav af tillidsøvelser vi møder livet igennem. For at blive i det maritime metaforhav, så kan man sige, at vi skal bades i et hav af tillid, for at blive tillidsfulde mennesker. Og i Danmark har over tre ud af fire altså fået øvet sig så meget med succesfuld udgang, at de stoler på andre. Fantastisk!!
For nogle år siden - på et kursus, jeg var på - fortalte kursuslederen en personlig historie, som for mig er den ultimative historie om en lille piges ubetingede tillid og kærlighed til sin mor. Hver gang jeg tænker på den, bliver jeg varm om hjertet. Historien er den:
Familien på fire – mor, far og to piger – skal på sommerferie. De har lejet et lille hus i de østrigske alper, hvor de vil beundre den storslåede udsigt og natur, bade og så ellers bare nyde hinandens selskab.
En morgen er moderen stået tidligt op for at tage sig en morgendukkert i den lille badesø, som ikke ligger så langt fra huset. Men selvom hun lister rundt, vågner den mindste datter på 8 år alligevel, og hun vil gerne med. Det får hun selvfølgelig lov til, og iført badetøj begiver de sig afsted.
Da de har gået lidt, opdager datteren, at hun har glemt sit håndklæde. De aftaler så, at moderen bare skal gå videre, mens datteren løber tilbage og henter håndklædet, og så mødes de ved søen.
Da moderen nærmer sig søen, skal hun forbi en lille gård, hvor en hund gør af fuld hals. Hun bliver lidt nervøs for dyret og bestemmer sig for at tage den sti, som går den anden vej rundt om gården, og som er uden for hundens synsvidde. På den måde kommer hun uden problemer til den spejlblanke badesø.
Kort efter kommer pigen til syne. Hun har taget vejen forbi hunden. Da hun når ned til søen, spørger moren, om hun godt turde gå forbi hunden? Så svarer pigen:
”Jeg tænkte, at hvis du turde, så tør jeg også.”
Det ærgrer mig lidt, at jeg aldrig fik spurgt hende, hvad hun efterfølgende sagde til datteren. Jeg tror godt, jeg ved, hvad jeg selv ville have sagt😊
Telefonsamtale med trøst
Men i den anden ende af den ultimative tillid, som ovenstående historie er et eksempel på, er der altså 22 procent danskere, der svarer, at de ikke har tillid til andre. Et billede på den gruppe kunne være dem, som har brug for eller har haft brug for at ringe til BørneTelefonen.
På deres hjemmeside står der om tilbuddet: BørneTelefonen er DIN linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte.
I øjeblikket er der et TV - indslag, hvor man ser skræmte børn gemme sig for et ubehageligt skænderi mellem mor og far, som får dem til at søge hjælp gennem BørneTelefonen.
Stærke billeder, som sætter sig på nethinden.
Lidt foruroligende havde BørneTelefonen i 2021 - som er de sidst opgjorte tal – rekordmange samtaler med børn og unge. De frivillige rådgivere havde mere end 55.300 samtaler. Og tal fra Børns Vilkår - som driver BørenTelefonen - viser særlig en stigning i andelen af samtaler, som handler om ensomhed og selvskade.
Gennemsnitsalderen for de børn og unge, der havde samtaler med BørneTelefonen i 2021, er 14,5 år. Det hyppigste emne var forholdet mellem børn og forældre, og samtidig kom ensomhed med i top-10 over de hyppigste henvendelsesårsager.
Børns Vikår har ingen tal på, hvor mange der reelt bliver hjulpet gennem BørneTelefonen.
En 16-årig pige stillede følgende spørgsmål i Brevkassen på deres hjemmeside:
”Men de børn der ringer til børnetelefonen ved i nogensinde, om i virkelig hjælper dem og mener i at i hjælper dem, ligesom jeg måske kunne have haft fået hjælp af den gang jeg var meget mere udsat end jeg er i dag. For jeg havde det tit som om at der ikke var nogen der holdt af mig og det resulterede i at jeg prøvede at begå selvmord. ”
Hun fik følgende svar:
”Du spørger, om det hjælper de børn, der ringer til BørneTelefonen at tale om deres problemer, om vi virkelig hjælper dem... og det er jo svært at svare entydigt på, da langt de fleste børn vælger at være anonyme. Ind i mellem er der dog børn, der skriver til os, at vi virkelig har hjulpet dem og ind i mellem er der også børn, der ringer for tredje, fjerde eller femte gang til BørneTelefonen for at få hjælp, fordi vi har hjulpet dem før... så nogen børn hjælper vi i hvert fald :-)”
I den her sammenhæng kunne det måske være en ide at foreslå en ordning, hvor par - når de bestemmer sig for det første barn - bliver indkaldt til en ”samfundstjenestelig samtale,” hvor de bliver belært om, at de har tillidspligt og omsorgspligt overfor de børn, de får!
Tillid er ikke givet alle steder
Men lad os dog i dette tilfælde glæde os over, at flasken trods alt er så godt og vel halv fuld og meget langt fra at være halvtom herhjemme, når det gælder tillid.
Denne kendsgerning var overskriften i statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget i 2019. Starten lød:
”Barnevognen, som står uden for Brugsen. Med barnet i. Jordbærboden i vejkanten. Hvor pengekassen står frit fremme. Børnene, der cykler til skole. Jeg har det ligesom Dan Turèll: Jeg holder af hverdagen. For det er de små ting, der summer op til vores store historie. Hverdagen. Fortid og nutid. Med et enkelt ord: tillid.”
Talen var gennemsyret af begrebet tillid, der gik igen et hav af gange som et tydeligt nøgleord. Hele 34 gange optræder ordet ”tillid” i den skrevne udgave af Statsministerens tale.
At vores definition på tillid ikke gælder alle steder i verden, fik Anette Sørensen Habel at føle, da hun en majaften i 1997 lod sin datter sove i barnevognen udenfor, mens hun var på restaurant.
Hun kunne se barnevognen lige på den anden side af ruden, og havde hun befundet sig i Danmark, var der ingen, der havde løftet et øjenbryn. Men hun var i New York City i USA, og hun blev anholdt og indespærret i over et døgn, fordi politiet mente, at hun havde vanrøgtet sit barn ved at lade det stå udenfor i barnevognen. Først efter fire dage fik hun sin etårige datter i armene igen.
Den historie rystede dengang hele det offentlige Danmark, og fortæller altså noget om, at mellemmenneskelig tillid ikke er givet alle vegne til alle tider.
Politisk stabilitet er afgørende
Baggrunden for den høje grad af tillid herhjemme skal ifølge lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, findes langt tilbage i Danmarkshistorien. Helt præcist så langt tilbage som 22. november 1286, da mordet på Erik Klipping fandt sted i Finderup Lade sydvest for Viborg.
Christian Bjørnskov siger:
"At det er mere end 700 år siden, et mord på en politisk leder sidst har fundet sted herhjemme, er helt unikt. Og fuldstændig uforståeligt for en italiener eller franskmand. Det er meget sandsynligt, at freden og den politiske stabilitet op gennem århundrederne har lagt fundamentet for den høje grad af tillid mellem danskerne."
Ifølge lektoren er tilliden eller sammenhængskraften således den lim i et samfund, som gør det muligt at opnå en række positive tiltag, som mindre homogene lande som fx USA ikke har. Han påpeger, at
”Det er afgørende at forstå, at en høj grad af tillid er en forudsætning for en stærk velfærdsstat og ikke en konsekvens af den. Tilliden går forud for velfærdsstaten. Det er tilliden, som er grunden til, at velfærdsstaten kan fungere.”
Som eksempel på tillidens betydning nævner han, at Danmark er et af de eneste lande i verden, hvor en mundtlig aftale er juridisk bindende.
Martin Luther (1483 - 1546)
Tillidskultur med rødder i Lutherdom
Der er andre bud på, hvor vores store tillid til hinanden er grundlagt. Og nu bliver det lidt langhåret!
Cand.theol., ph.d. Sasja Emilie Mathiasen Stopa, som er ansat på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, har en teori om, at den danske tillidskultur kan have lutherske rødder. Det skriver hun om i et projekt, som er del af et større projekt, som undersøger ”Lutherdom og dansk samfundsudvikling.”
Hun tager afsæt i statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2020, hvor hun blandt andet sagde: “Vi har bygget et samfund på tillid. Med pligter. Og rettigheder. I den orden.”
Så man kan sige, at hun tager tråden op fra den åbningstaletale, hun holdt i 2019, og som jeg har citeret fra tidligere i opslaget.
I 2020-udgaven drypper hun dog selv senere i talen lidt malurt i bægeret. Her advarer hun om, at den danske tillid er truet. Påstanden bakkes op af en ny undersøgelse, der afslører et stort fald i, hvor mange danskere, der har tillid til politikerne, fra 70 % i 2007 til kun 29 % i 2019. Denne svækkelse af tillid er dels en reaktion på en række offentlige skandaler, der har ramt grundlæggende samfundsinstitutioner som Skat, Danske Bank og, senest, Socialstyrelsen.
På baggrund af den omfattende krise lover Frederiksen i sin tale at ville arbejde for at genskabe tilliden, der ifølge hende er afgørende for den sociale kontrakt, som gensidigt forpligter danskerne som borgere i velfærdsstaten.
Det er her Sasja Stopa kommer ind. For skal den danske tillidskultur genskabes og vedligeholdes, som Frederiksen efterspørger, er en dybere indsigt i, hvilke sociale forestillinger vores kultur har som sit grundlag, afgørende.
Med andre ord er det afgørende at finde ud af, hvilke håndtag statsministeren skal trække i, for at genvinde tilliden til den lovgivende magt.
Det dobbelte kærlighedsbud
Stopa argumenterer for, at den indsigt eller disse håndtag skal søges i ”Luthers reformatoriske teologi,”, som baserer menneskets gudsforhold på en ubetinget og gensidig tillid.
Det grundlæggende i Luthers teologi er ”Det dobbelte kærlighedsbud,” som han tolker helt forskelligt fra den katolske kirkes udlægning af begrebet. Og den væsensforskellighed er faktisk kernen i den konflikt, der opstod mellem den katolske teologiforståelse og Luthers teologiforståelse, og som førte til Reformationen.
Det dobbelte kærlighedsbud kan anskueliggøres ved hjælp af korset: Tværbjælken illustrerer den horisontale kærlighed - som det første bud - der handler om, at vi skal elske ”næsten,” som i kristen optik kan oversættes til ”vore nærmeste.”
Den lodrette bjælke illustrerer den vertikale kærlighed – som det andet bud - der peger mod himlen og minder os om vores kærlighed til Gud.
I den katolske forståelse er mennesket grundlæggende et syndigt væsen. Det er et af udgangspunkterne for den middelalderlige, katolske kirkes teologi. Mennesket har dog mulighed for at slippe af med sin syndighed og blive frelst. Gennem kirkens ritualer får mennesket Guds nåde. Med nådens hjælp kan mennesket så arbejde på at udføre gode gerninger, det vil sige at opfylde næstekærlighedsbuddet.
Hvordan buddet skal opfyldes giver Den katolske Kirke helt konkrete anvisninger på. Mennesket får altså nåden fra Gud i kirken, men skal samtidig ”elske næsten” for at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Her er tale om en form for gerningsretfærdighed, hvor mennesket gennem næstekærlige handlinger kan øge sine muligheder for at blive frelst. Man kan altså gøre sine ”hoser grønnere” og på den måde øge chancerne for at blive frelst. Og havde man penge, kunne man endda førhen købe sig til at komme tættere på Himmeriget (”Når pengene i kisten klinger…..”)!
Troen er den eneste vej op
Det er her, at Luther sætter foden ned.
Hans udgangspunkt er, at mennesket er SÅ syndigt, at det ikke kan gøre noget for sin egen frelse.
Dette er menneskets grundvilkår i Luthers teologi. Så Luther vender sig altså på det kraftigste mod den katolske kirkes gerningsretfærdighed.
Ifølge Luther kan mennesket på ingen måde leve op til det dobbelte kærlighedsbud. Og den kendsgerning efterlader mennesket i den tro, at det er en synder. Mennesket må derfor fortvivle.
Men midt i fortvivlelsen har mennesket dog en mulighed: At høre Guds ord om Kristus og tage imod det i tro. Gennem troen retfærdiggøres mennesket af Gud uden selv at have gjort sig fortjent til det.
Mennesket bliver på den måde sat fri. Det behøver ikke at gøre noget for at blive frelst. Det troende menneske har altså ikke selv behov for sine gerninger, men kan rette dem helt og fuldt mod næsten og tjene denne i fri kærlighed. Det er i Luthers optik et sandt kristenliv: Ikke at have andet for øje end hvad næsten trænger til.
Den kristnes kærlighed retter sig også i taknemmelighed mod Gud, og dermed opfylder den kristne det dobbelte kærlighedsbud af fri lyst og kærlighed. Den kristne er på denne måde befriet fra lovens bud, men opfylder det på samme tid.
Det er godt nok langhåret. men også en nødvendig forståelse, hvis Mette Frederiksen skal have sit håndtag.
For ifølge ph.d. Sasja Stopa, så udfolder Luther i et af sine hovedværker retfærdiggørelsen som en proces, hvor Gud og menneske anerkender hinanden som ligeværdige og dermed er de i stand til at indgå i trosforhold forstået som en gensidig tillidsrelation.
Gudsforholdet er altså for Luther baseret på gensidig tillid, og det er den kristnes eget ansvar at opretholde sit forhold til Gud uafhængig af kirkelige autoriteter.
Luthers forståelse blomstrer
Luthers forståelse af vort forhold til Gud som en gensidig tillidsrelation former hans forståelse af de sociale relationer mellem mennesker. I den relation gælder den gensidige forpligtigelse også, således at autoriteter og undersåtter er forpligtiget til at elske hinanden ved henholdsvis at udvise omsorg og lydighed.
Ifølge Luther, så skal kristne lydigt stole på deres autoriteter, hvad enten det drejer sig om fyrsten, husfaderen eller -moderen, de gejstlige eller andre, fordi de handler som Guds repræsentanter på jorden.
Luther forstår lydighed som en tillidserklæring, og understreger desuden nødvendigheden af, at autoriteter har tillid til deres undersåtter.
Det nære forhold, der herskede mellem stat og kirke på Luthers tid, fik Luthers tanker og forståelse til at blomstre blandt folk, og hans forestillinger om en gensidig tillidsrelation rammesatte, hvordan folk tænkte, handlede og følte.
Den lutherske teologi blev blandt andet formidlet i kirken og i skolen og bestemte ikke blot folks religiøse praksis, men påvirkede også deres hverdagsliv og deres forståelse af de sociale spilleregler og dermed deres selvopfattelse som samfundsborgere.
Efter reformationen lærte børn at læse med hjælp fra Luthers Lille Katekismus, og fra og med 1737 skulle ethvert barn i Danmark og Norge undervises i Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed som forberedelse til deres konfirmation. Allerede i 1743 var bogen solgt i 70.000 eksemplarer, hvilket vidner om Christian den 6.s ihærdige bestræbelse på åndeligt at styrke den danske befolkning og muliggøre deres omvendelse – ikke mindst til gode kristne borgere, der tillidsfuldt tjente Gud og kongen, som hans jordiske stedfortræder.
Tilliden til Gud danner baggrund for, at den troende kan deltage i samfundslivet og udvise kærlig lydighed over for autoriteter.
Tillidskulturen bliver udhulet
Pontoppidan formidler således sociale tillidsforestillinger fra den lutherske teologi og kan dermed tænkes at have bidraget til den tillidskultur, vi bryster os af i dag.
Så Den evangelisk-lutherske kirkeforståelse ER Den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Og siden Reformationen i 1536 er vi igennem skole og konfirmationsforberedelse blevet indført i Luthers forståelse af den gensidige tillidsrelation, som altså har gjort os til verdensmestre i tillid.
Denne relation er – som Mette Frederiksen påpeger i den føromtalte åbningstale i Folketinget – i dag under pres, og statsministeren vil arbejde for at genskabe den, som den var.
Men problemet er måske, at folk i dag trækker sig fra folkekirken, og dermed ikke bliver indført i Luthers forståelse af tillid?
Det er i hvert fald en kendsgerning, at 12.751 personer meldte sig ud af folkekirken i 2022. Det er en stigning på 42 procent i forhold til 2021. Og tendensen har været tydelig gennem flere år.
Tal viser også, at kun 2,4 procent af os går i kirke hver uge, og tre ud af fire danskere går aldrig i kirke.
Der er også et problem med dåbsprocenten. Det viser sig nemlig, at flere og flere vælger dåben fra. I 2021 blev der på landsplan døbt 33.900 børn, hvilket er 6.733 færre dåb end i 2019. De 33.900 svarer til 55,6 procent af antal fødte børn i 2021.
Med hensyn til konfirmationen, så er der en stigende tendens til, at unge mennesker vælger at blive ”humanistisk konfirmeret.” De seneste seks år er antallet steget fra 100 til 540 viser tal.
En ”humanistisk konfirmation” er en konfirmation, hvor man vælger kirken fra, men holder en fest på samme dag, som der er konfirmation i kirken. I 2021 blev 66 procent af en ungdomsårgang konfirmeret i en kirke.
Antal vielser og begravelser viser tilsvarende en faldende tendens sammenlignet med tidligere.
I en ny bog med titlen ”Den borgerlige orden,” skrevet af filosofferne Rune og Eva Selsing, bliver ovenstående tendens beskrevet på følgende måde:
"”Den borgerlige orden” handler om, hvordan vi med de borgerlige dyder og med kristendommens stille forsvinden har fået et nyt evangelium i form af selvrealisering, en søgen efter vor egen særlige vej i livet.”
Der er brug for et håndsving
Så det er måske slet ikke et håndtag, Mette Frederiksen får brug for. Det er måske mere et håndsving, som kan regulere vores ”værdisluse,” og få dæmmet op for den strøm af mennesker, der i øjeblikket vælger vores fælles værdiarv fra og dræner samfundet for følelsen af fællesskab, ansvar og tillid.
Og hvis primus motor i den genopretningsproces er de kristne værdier, så er afskaffelsen af Store Bededag måske at skyde sig selv i foden!!
Selvom det er nørdet og langhåret, så er det da tankevækkende, at tillidskrisen måske er et resultat af en dominoeffekt, som vælter brikker fra så langt tilbage i tiden, at vi har svært ved at få øje på dem.
Det må være oplagt at slutte dette opslag af med ord fra en gudstjeneste.
Jeg ”faldt” nemlig tilfældig over en TV-gudstjeneste fra Ansgarkirken i Hedehusene den 12. marts med præst Ida Benzon.
Overskriften på den Gudstjeneste var: ”Tak til dem, der bar.”
Man kan sige, at det er den anden side eller ende af tillids- og omsorgspligten, nemlig at huske at få sagt tak til dem, der holdt en hånd under os, når det er nødvendigt.
Ida Benzon starter sin prædiken på følgende måde:
”I kirken bæres vi til dåb og herfra ved begravelsen. Som mennesker skal vi bære hinandens byrder. Vi bæres hver dag af hinanden, af fællesskabet. Men husker vi at få sagt tak til alle dem, som bærer os gennem livet og hinandens byrder?”
Det spinder hun så en kristen ende over med udgangspunkt i Michael Falcks sang med titlen: ”Tak til jer, der bar.”
Første strofe i den sang lyder:
”Til jer, der holder af mig, til jer, jeg holder af, til alle jer der holdt - holdt ud til i dag. Gid jeg ku' sige det, som det føles præcis, men det ville kræve, jeg blev langt mere vis. Til jer, der tog over, da min livline sprak, til jer, der bar mig hjem, vil jeg nå at sige tak. Så dybt et fald fra så høj en fest kan man kun slippe godt fra med en engel som gæst.”
Denne strofe skal være min "udgangsbøn" og en opfordring til, at vi alle husker at få takket de hverdagsengle, som spreder glæde og samler op, når vi har det svært 😊
Comments