TEMA-citater:
1. ”Bare en hund” er der
mennesker, der siger.
Er det bare, at et andet liv
har sluttet sig til mit. At en
hale klapper i gulvet af glæde
ved at høre min stemme. At en
snude fortroligt stikker sig
ind i min hånd. At to øjne
røber mig verdener af tillid
og hengivenhed?
Kaj Munk
2. Verden ville være et smukt sted, hvis mennesker havde lige så store hjerter som hunde.
3. Det perfekte er blevet normalbilledet.
4. Man kan ikke betvinge det, der ligger uden for ens kontrol. Man kan kun lære at leve i harmoni med det.
5. At iagttage uden at dømme, er den højeste form for intelligens (Dalia Lama)
6. Vi sætter spejle i solen til alle, der kæmper på skyggesiden og råber: Længe leve mangfoldigheden (Gnags ”Danmark”)
7. ”Det er ikke vore forskelligheder, der skiller os. Det er vores manglende evne til at anerkende, acceptere og elske de forskelligheder.” (Fra ”Forfulgt” af Mahtob Mahmoody).
8. At være lykkelig er ikke at have et perfekt liv. At være lykkelig er at anerkende, at livet er værd at leve på trods af alle vanskeligheder.
Der er sjovt, som vidt forskellige historie eller oplevelser pludselig tangerer hinanden og får en fællesnævner. Jeg har oplevet det flere gange, og jeg oplever også, at ”fænomenet” optræder hyppigere og hyppigere jo ældre, jeg bliver.
Jo mere erfaring og viden, vi får, jo oftere finder vi fællesmængder i det, vi oplever, tror jeg.
Jeg løb senest ind i ovenstående fænomen for 14 dage siden. Tre historier, som ved første øjekast ikke har noget med hinanden at gøre, filtrede sig sammen i mit hoved, fik et berøringspunkt og blev hinandens ”bevisbyrde.”
Den første historie handler om fladnæsede hunde, som har svært ved at trække vejret. En historie, som jeg normalt ikke umiddelbart ville få øje på. Men fordi jeg går og overvejer at anskaffe mig en hund, blev den historie pludselig interessant for mig.
Jeg skal nok vende tilbage til omtalte historie, men jeg vil lige sætte lidt flere ord på mine overvejelser om at få hund. Ideen opstod, fordi min søster, svoger og niece i Århus har en hund, som måske skal bedække naboens hund, og et eventuelt afkom skal så deles ligeligt mellem de to nabolejligheder. (Historien fortæller intet om, hvad de vil gøre med et potentielt ulige antal hvalpe.)
Det er så her, jeg kommer ind. Jeg har nemlig passet Balloo i en uges tid for et par år siden, og vi kom rigtig godt ud af det med hinanden. Faktisk så godt, at jeg blev lidt blød indeni og begyndte at overveje, om jeg kunne eje en hund?
Skal - skal ikke?
Indtil videre har argumentet: ”du bliver så afhængig af en hund” vundet over alt det positive ved at have en - Lige indtil jeg hørte om Århus-familiens overvejelser om familieforøgelse og luftede tanken om måske at kunne aftage en af Balloos eventuelle hvalpe for min søster og svoger. De lød meget positive, men havde dog den betingelse, at ”vi skulle passe godt sammen,” som de sagde. Så det må jo komme an på en prøve!
Så der er altså to springende punkter i ”operation hvalp.”
For det første har jeg rigtig svært ved overhovedet at forestille mig, hvordan Balloo skal parre sig.
Jeg tror ikke, jeg har set en hund med så korte ben, som ham. De er så korte, at han må tisse som en hunhund. Men på den anden side, så kender jeg mænd med tilsvarende korte ben, som er fædre. Og måske er begrebet ”at springe på hinanden” netop opstået som følge af mænd og hunde med korte ben. Så det går jo nok. Min svoger siger i hvert fald, at Balloo er helt oppe at køre og har snuden i sporet, når han ser sin potentielle ”bolleven,” og det er vel gode tegn. Så måske kan jeg på et tidspunkt - når hundenes mennesker ”giver en hånd med” og lader de to uldtotte være sammen - vinge den del af.
Den anden del bliver måske den sværeste. Altså om vi passer sammen. Vi må vel, som vi ser i ”Gift ved første blik” og Landmand søger kærlighed,” sætte en date op og se, om vi kan med hinandens hundekiks, og om vi kan ligge i ske. For mit eget vedkommende så er jeg nok nødt til at erkende og indrømme, at jeg efterhånden kun kan ligge i kniv. Altså lige op og ned.
Nå, spøg til side. Jeg tror nok, det skal gå. Årene slider jo som bekendt hjertet blødere, og som jeg læste et sted: ”En hund vil ikke være hele din verden – men den vil gøre din verden hel.” Og Balloo er SÅ sød.
Stakåndede hunde
Og så tilbage til føromtalte historie med de fladnæsede hunde.
Historien læste jeg på TV2’s nyhedsside den 18. september. Den var aktuelt interessant, fordi Hollands parlament - Staten Generaal - den 24. august havde indført en lov med totalforbud mod avl af hunde med flade snuder, fordi de har svært ved at trække vejret, hvilket fik Dyrenes Beskyttelse til at udsende en pressemeddelelse den 18. september, hvor de efterlyser, at der indføres en tilsvarende lovgivning på området i Danmark.
Problemet med de fremavlede fladnæsede hunde er dels, at der ikke er plads i svælget til drøblen, og dels at deres næsebor er forsnævrede, og det betyder, at de ikke kan trække vejret ordentligt.
Reelt er det største problem vel, at de er avlet til at have et meget kort næseparti, fordi der er nogle mennesker, der rigtig godt kan lide det ”look.”
Det er særligt racerne fransk bulldog, engelsk bulldog og mops, der har problemer med at få vejret. Fransk bulldog er for øvrigt på femtepladsen på listen over danskernes favorithunde og en undersøgelse fra 2018 viser, at 40 procent af dem havde alvorlige vejrtrækningsproblemer.
Menneskets bedste ven
Jeg tror ikke, der er mange, som ikke kender og anerkender udtrykket: ”hunden er menneskets bedste ven.” Der er utallige eksempler på, at menneske/familie og hund er blevet en symbiose, som både giver livet mening og hverdagen kulør.
Set ud fra den kendsgerning er det for en, som ikke har haft hund i mange år, uforståeligt, at nogle af æstetiske grunde vælger en fremavlet hund, som har svært ved at trække vejret.
Umiddelbart tænker jeg, at det gør man da ikke mod sin bedste ven!!
For øvrigt kaldes det for ”racehygiejne.” Et begreb, der i høj grad er blevet synonymt med 2. verdenskrig og nazisternes ”Endlösung,” hvor hensigten var at udrydde alle Europas jøder, fordi de blev betragtet som en trussel mod ”det tyske folkelegemes” sundhed.
Og her er vi fremme ved historie nummer to, som på visse punkter lægger sig op ad den første.
Det er således i de her dage lige præcis 80 år siden, at mange danske jøder måtte fragtes over Øresund til Sverige for at redde livet. Det blev nemlig fra tysk side besluttet, at alle danske jøder skulle tages til fange natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. Oplysningen blev dog inden lækket til skibsfartsattache’ Georg Duckwitz af den øverstbefalende i Danmark, Werner Best. Duckwitz lækkede oplysningen videre til den socialdemokratiske partiformand Hans Hedtoft, som straks tog kontakt til modstandsbevægelsen og de danske jøder for at fortælle dem om razziaen. Oplysningen gav naturligvis travlhed.
Men en lang historie kort, så bragte danskere og svenskere i fællesskab 7.056 jøder i sikkerhed i Sverige via Øresund i dagene omkring 1. oktober 43. Den - for mange - traumatiske tur over Øresund, reddede dem fra et koncentrationsophold, som temmelig sikkert ville have berøvet dem livet.
450 jøder (omkring 7 procent af den samlede antal jøder i Danmark) havde ikke mulighed for at flygte eller blev pågrebet under flugten og sat på skibe i Københavns havn for at blive fragtet til lejre i Tyskland.
Flugten til Sverige
Racehygiejne
Fællesmængden mellem historien om jøderne og historien om de kortnæsede hunde, som har svært ved at trække vejret, er - som allerede nævnt - racehygiejne eller eugenik. Eugenik betyder sprogligt set ”af god byrd” og knytter sig således lige så meget til forestillingen om klasse som om race
Racehygiejne vil ofte være forbundet til forestillinger om, at:
A) mennesker (og hunde!) kan deles op i bestemte racer med dertil hørende egenskaber,
B) at nogle racer er bedre egnede og mere værdige til overlevelse end andre,
C) at racer ikke bør blandes,
D) at nogle racer er så skadelige, at de bør isoleres eller udryddes.
Udryddelsen af jøderne er en helt klar D’er.
At fremavle hunde, som har svært ved at trække vejret må høre under B: ”nogle (hunde)racer er bedre egnede og mere værdige end andre.” Det er selvfølgelig noget sludder, at hunde, der har svært ved at trække vejret, er ”bedre egnede,” men de må jo så af nogle hundeejere blive betragtet som ”mere værdige,” og så kunne vi måske tilføje ”og mere attraktive.” Merete Fredholm, der er professor i husdyrgenetik ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, kalder det ”cuteness-effekten":
”De meget flade ansigter har tilsyneladende en ”cuteness-effekt.” Disse hunde er i hvert fald blevet mere og mere populære,” siger hun i en artikel i Jyllands-Posten fra den 4. maj 2022 og tilføjer:
”De meget flade ansigter bevirker dog, at der ikke er plads i svælget til drøblen, og deres næsebor er så forsnævrede, at de ikke kan trække vejret ordentligt."
Sugerørs-vejrtrækning
Mille Bæk, der er formand for Bulldog-Klubben, understøtter den udtalelse:
”Problemet er stort, og vi ved, at der er mange af de her hunde, der, før de kan få et ordentligt liv, bliver nødt til at blive opereret og få åbnet næseborene og fjernet noget af den bløde gane.”
Jeg kan så se, at der er en dyreklinik i Køge, som tjener gode penge på at operere disse hunde, så de trods alt får et tåleligt liv. ”Den enes nærdød, den andens brød!”
Jeg har for øvrigt hørt, at hvis man på egen krop vil have en ide om, hvordan en Kol-patient har det, så kan man bare prøve at trække vejret gennem et sugerør. Jeg tænker, at eksperimentet også gælder, hvis man for en stund vil opleve vejrtrækningen for en fransk bulldog.
Hvor stort er problemet så reelt?
Ja, det anskueliggør et nyt britisk studie, der blev publiceret i tidsskriftet Nature Scientific Reports i april sidste år. Studiet havde til formål at opgøre den gennemsnitlige forventede levetid for 18 forskellige hunderacer.
I bunden ligger den franske bulldog med en gennemsnitlig forventet levetid på kun 4 ½ år. Det er tre år mindre end andre fladnæsede bulldogs. Her understreger forskerne bag rapporten dog, at man skal være opmærksomme på, at der generelt er en høj hvalpedødelighed blandt disse hunde, og at det spiller ind på resultatet.
Rapporten fortæller desuden, at den gennemsnitlige forventede levetid for de 18 hunderacer er 11,2 år. Hanhundene har en gennemsnitlig forventet levetid på 11,1 år, hvilket er fire måneder kortere end hunhundene.
Ifølge undersøgelsen har Jack Russell-terrieren den længste forventede levetid på 12,7 år efterfulgt af Border Collies med 12,1 og Springer Spaniels med 11,9 år.
Forskerne bag rapporten håber, at studiet kan få potentielle hundeejere til at overveje en hunds forventede livskvalitet, inden de vælger race.
Det håber jeg også!!
Jeg anerkender, at sammenligningen mellem hundene og Holocaust kan virke ”lige vel langt ude.” Men principielt er er det jo ”to alen ud af samme stykke”: Man fjerner det, man ikke kan lide og fremelsker/fremavler det, man godt kan lide uden skelen til etik og moral. Og at det ”kun” er en hund, synes jeg ikke tæller, så længe racehygiejnen bliver foretaget af egoistiske og æstetiske grunde, og ikke for at forbedre leve- og livsvilkårene for hundene.
50 år med fri abort
En anden af tidens historier tangerer ovenstående og er således historie nummer tre.
Det er diskussionen om, hvorvidt abortgrænsen skal forhøjes her 50 år efter, at aborten blev frigivet.
I dag er grænsen på 12 uger, men i Etisk Råd er der flertal for at hæve grænsen til 18 uger fremadrettet.
Jeg anerkender fuldt ud den frie abort og kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Men jeg er bange for, at en forhøjelse af abortgrænsen kan give os nogle etiske tømmermænd, fordi udviklingen indenfor fosterdiagnostik giver mulighed for at fravælge eller frasortere ”uønskede” børn, hvis grænsen sættes ved 18 uger. Og i så fald nærmer vi os jo noget, der ligner racehygiejne.
Formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard, udtalte en tilsvarende bekymring på et pressemøde den 25. september i år. Han sagde:
”I år fylder den fri abort 50 år, og lovgivningen er stort set uændret siden tilblivelsen i 1973. Siden er der dog sket en voldsom udvikling inden for fosterdiagnostik. Hvor det ved lovens tilblivelse var et spørgsmål, om kvinden ønskede et barn eller ej, er det i dag også blevet et spørgsmål om, om kvinden ønsker præcis det barn, hun bærer. Frygten for et selektionssamfund, hvor mennesker med bestemte karakteristika eller sygdomme frasorteres, har således også spillet en rolle i arbejdet i Det Etiske Råd,” sagde formanden Leif Vestergaard Pedersen på pressemødet.
"Liv, der lever på kanten"
Ida Donkin, der er HU-læge i gynækologi og obstetrik på Nordsjællands Hospital, sidder også i Etisk Råd og deltog ligeledes i ovennævnte pressemøde. Hun hører til den gruppe i Det Etiske Råd, der ønsker at bevare den nuværende grænse på 12 uger. Men den holdning har hun ikke hele tiden haft, fortalte hun på Det Etiske Råds pressemøde:
”Men undervejs i denne proces blev det mere og mere tydeligt for mig, hvor lidt jeg tidligere har reflekteret over behovet for at beskytte fosterets værdighed. Hvad er det for et menneskesyn, vi ønsker, og hvordan drager vi omsorg for de liv, der lever lidt på kanten – enten i starten eller afslutningen af et liv? Det har været med til at rykke mig. Og derfor er jeg endt med at synes, at vi med den nuværende abortgrænse har en meget fin afvejning af de forskellige hensyn.”
Lad mig lige summe op, hvilke etiske problemstillinger, vi står overfor som samfund:
Kan en udvidelse af abortgrænsen forsvares, hvis grænserne for provokeret abort nærmer sig tidspunktet for, hvornår et moderne sundhedsvæsen er i stand til at redde meget for tidligt fødte børn, sådan så det samme personale på én stue hjælper med at abortere et barn og på en anden stue kæmper for at redde et barn på helt samme alder? Kan det forsvares? Og kan det håndteres af sundhedspersonalet? Og hvornår i en graviditet glider udtrykket ”at bestemme over ens egen krop” over i, at nu bestemmer den gravide over to kroppe?
Kan en ændring af grænserne forsvares og begrundes set i lyset af nye former for fosterdiagnostik, som gør det muligt at få omfattende viden om barnets genetik, inden abortgrænsens udløb? Og kan de nye former for fosterdiagnostik i øvrigt forsvares med de etiske udfordringer, der er forbundet med dette?
Jeg føler, at vi i både spørgsmålet om de fremavlede kortsnudede ”kol”-hunde, og abortspørgsmålet er nede at røre ved noget af det allermest skrøbelige og kostbare i vores tilgang til hinanden.
Når vi genetisk begynder at lege med grænserne for, hvordan det er acceptabelt at se ud og at være, så er vi ude på et skråplan. Når vi gør os til dommer over, hvad der er værdigt liv, ekskluderer vi og gør forkert.
Meget teatralsk kan vi vel sige, at vi leger med Guds skaberværk, når vi vil bestemme, hvem der er værdige til at være her.
I mit hoved får jeg billedet af en hjertelæge, som har skåret brystet op på en patient, og nu står med hjertet i hænderne.
Forskellen er blot, at i tilfældet med hjertelægen er det et spørgsmål om liv eller død for et menneske, mens det i tilfældet med det genetiske er et spørgsmål om liv eller død for menneskeligheden.
Comments